Opdag og bidrag

Gå på opdagelse i webmuseets samling og bidrag med kommentarer eller links

Gå på udstilling

Se de kuraterede udstillinger og bliv klogere på webbets historie

Tilbage til samlingen

Interactive Bureau

Roger Black, Interactive Bureau, New York, USA, 1996

Interactive Bureau

Grafikeren Roger Black er kendt for sit design af berømte magasiner som Times og Roling Stones. I 1994 tog han konsekvensen af interaktive mediers voksende indflydelse og oprettede en ny design afdeling, Interactive Bureau.

Firmaet fik hurtigt store kunder og stod bl.a. bag TV kanalen Discoverys første website, Discovery online, fra 1996, der samme år vandt nettets første webdesignpris High Five. Prisen var indstiftet af webdesign guruen David Siegel, der også skrev den første bestseller for webdesign, Creating Killer Web Sites fra 1997.

I 1998 udgav Roger Black den indflydelsesrige bog Websites that Work. Symptomatisk for Blacks baggrund præsenterer han i bogen retningslinjer for webudvikling, der i vid udstrækning baserer sig på traditionelle principper for layout til det trykte medie. Der var endnu ingen konventioner for website design, og de første brugsvejledninger og ‘how-to-design-websites-bøger’ fra grafikeres hænder trak således primært på retningslinjer fra eksisterende medier.

Blacks første site for Interactive Bureau fra 1995 er bygget op som en traditionel brochure med forside og undersider baseret på et fast grid til montering af tekst og billeder. Som noget på det tidspunkt nyt eksperimenterer Black med at erstatte links med bogstaver og ikoner som f.eks. i forsidens ‘menulinje’ bestående af bogstaverne S, N, M, T, der linker til indhold om henholdsvis Sites, News, Method og Team. I 1995 hvor webbets stadig primært bestod af grå og hvide websider med blå links repræsenterede løsninger som denne innovativt website design.

I sin bog fremviser Black eksempler på, hvad han anser for ‘godt webdesign’ og giver læserne råd om hvorledes de skaber mere interessante designløsninger. Ifølge Black bidrager f.eks. brugen af ikoner og billeder fremfor links til mere brugervenlig navigation og giver derudover et mere ensartet og gennemdesignet udtryk.

I bogen plæderer han for, at webdesignere på linje med grafiske designere bør arbejde for gennemdesignerede løsninger til nettet, og derved højde standarden for og professionaliseringen af webdesign.

Interactive bureau slog sig op som et af de første bureauer, der kunne levere professionelle løsninger til de mange nye virksomheder og organisationer der skulle på nettet. I dag er bureauet fusioneret med Precedent Communications og agerer globalt med afdelinger i flere lande, se http://www.iablondon.com.

Skrevet 10.07, 10.04.2009 / Opdateret 10.30, 19.07.2009

Kommentarer