Opdag og bidrag

Gå på opdagelse i webmuseets samling og bidrag med kommentarer eller links

Gå på udstilling

Se de kuraterede udstillinger og bliv klogere på webbets historie

Tilbage til samlingen

K10k

Toke Nygaard, Michael Schmidt, K10k, Danmark og England, 2003

K10k

Webdesignerne Michael Schmidt og Toke Nygaard grundlagde i 1998 det uafhængige site Kaliber 10000 eller K10k, navngivet efter, hvor få kilobyte sitet fyldte.
Med sitet lancerede de et udfoldelsessted til afprøvning af ideer, som ikke gik an i en kommerciel mainstream-sammenhæng, men som ikke desto mindre fik indflydelse i mainstream-sammenhænge, fordi mange af de designere, som udviklede sites for etablerede virksomheder, frekventerede K10k for at få inspiration.

K10k’s undertitel er således “designer’s lunch box” og blev lanceret som et non-profit inspirations- og community-site for webdesignere, der i deres frokostpause kunne “rode med webdesign i sin reneste form”.

Sitet er bygget op omkring en ugentlig udgave med små eksperimenterende projekter fra Schmidts og Nygaards egen hånd og andre designeres udfoldelser, som blev vist på sitet eller henvist til via links.

Layoutet er bygget op omkring en synlig grid-baggrund med små bokse, miniature ikoner som navigationsredskaber og små animerede elementer baseret på Java-scripts. Næsten alle links er animerede roll overs, og når man kører henover ikonerne i topmenuen, morfer firkanterne over i en cirkel, og en lille forklarende tekst kommer til syne. Sitets dynamik understreges af de små sektioner med pixellerede og animerede figurer med referencer til 1980’ernes lavopløsnings-computerspil.

Med udvælgelse af bemærkelsesværdige sites til ugens udgave fungerer K10k som en art trendprofet på linje med modebranchens trendforecasting-bureauer. Frivillige surfere er tilknyttet som trend-spiders, og når et site i 1999-2001 i sitets højeste popularitetsperiode blev listet på K10k, kunne dets besøgstal stige op til 400 %.
K10k eksisterer stadig, men har ikke ligeså stor bevågenhed som i slut 90’erne, hvor der inden dot.com-krisen var mere rum for eksperimenterende website design.

Skrevet 10.07, 10.04.2009 / Opdateret 11.32, 05.08.2009

Kommentarer