Opdag og bidrag

Gå på opdagelse i webmuseets samling og bidrag med kommentarer eller links

Gå på udstilling

Se de kuraterede udstillinger og bliv klogere på webbets historie

Tilbage til samlingen

Nike, c. 2003 Nike, c. 2003 Nike, c. 2003
Nike

Framfab, Danmark, c. 2003

Nike

Sportsfirmaet Nike gik på nettet i 1997 og udviklede sig i de følgende år til at blive en af de dagsordensættende brandingfirmaer for webkommunikation og design.

I det viste eksempel designet i 2002 giver en hovedside adgang til flere undersider, der belyser forskellige dele af organisationen og dens produkter og viser tematiske livs- og sportsstilsscenarier for specifikke målgrupper. På første niveau kan man vælge mellem forskellige regioner i overensstemmelse med Nikes multiregionale markedsføringsstrategi i Nordamerika, Europa, Asien og Latinamerika, og under disse en række lande og sprog.

Alle Nike-undersites har en gennemgående identitet, som understøttes af Nike logoet og firmafarverne: grå, sort og orange. Der skiftes gennem siderne mellem statiske billeder, dynamiske filmsekvenser og interaktive, spilagtige forløb.

Det gennemgående designudtryk er vestligt, men i Asien er det kombineret med asiatiske stiludtryk. I Japan-sitet er der elementer af kawaii-populærkulturel grafik, og i Kina-versionen indgår kinesiske skrifttegn som en grafisk effekt. Indholdet i sites’ene er afpasset efter de forskellige landes nationalsportsgrene, f.eks. baseball i USA og fodbold i Europa.

De forskellige sektioner af Nikes hovedsite har alle et undersite, “NikeWomen”, baseret på sports- og livsstilscenarier med kvinder. Det er feminint, kropsligt og æstetisk. Der er langt vægt på at sitet skal være netværksskabende, ”jeg kan kommunikere med veninderne”. Sitet er ikke elitært, men politisk korrekt. Det handler om sundhed, aktivitet, velvære og kontrol over egen krop og eget liv.

Fra 2003 er hovedsiden også ramme om en e-commerce-del, der er opbygget som en virtuel butik, hvor den besøgende kan designe sine egne sko ud fra en række grundmodeller og farvemuligheder. Man vælger mellem en række opstillede skotyper, og på en ‘roll-over’-palet bestemmer man farver, hvorefter man sender bestillingen. Det var en radikal udvikling i forhold til traditionelle e-commerce-sites på det tidspunkt. Sitet tilbyder en anderledes købeoplevelse og appellerer til brugerens behov for individualisme ved at give direkte indflydelse på designet.

Skrevet 10.07, 10.04.2009 / Opdateret 13.30, 12.08.2009

Kommentarer